Ring og få et godt tilbud på et endnu bedre foredrag

Tlf  2515 2436

../ ANDET / MRS. BONGI - MY JOURNEY 


MRS. MICHAL BONGI /
MIN LIVSVEJ / MY JOURNEY 

Den fascinerende historie om en pige fra en landsby ved en flod på Nigerias savanne. Om hendes målbevidste opvækst i et mandsdomineret samfund, uddannelse som pædagog og administrator, både i toppen af landets skoleverden og i kernen i den lutherske kirke.

Michal Bongi - My Journey 2018

Mrs. Bongi (f. 15. marts 1943) er et ganske særligt menneske, som jeg har haft fornøjelsen af at møde adskillige gange i Nigeria og flere gange i Danmark, hvor hun også har besøgt mig i Højruphus i Horne.

I 1998 tog hun initiativ til og blev selv leder af den lutherske kostskole, LJS Mbamba i Yola, Adamawa, Nigeria; kostskolen, som jeg med elever fra Horne Efterskole årligt besøgte fra 2006 til 2010 og igen havde fornøjelsen at gense i novembet 2018. Læs meget mere om skolen og mit forhold til Nigeria.

Den helt igennem fantastiske fortælling om Mrs. Bongis liv er beskrevet af hende selv og folk omkring hende i bogen "Michal Bongi - My Journey", som også er udkommet på dansk under titlen "Michael Bongi - Min livsvej", bege på forlaget Eftertryk, 2018.

Bogen kan bestilles ved at skrive til mail@eftertryk.dk.

Redaktør Thure Krarup bad mig om at bidrage til kapitel 13 om besøgene fra Horne, som kan læses herunder:


13. Og nu: Elever fra det fjerne Danmark! 


LUTHEREAN JUNIOR SEMINARY - LJS - hvor jeg er rektor, har via Mission Afrika i Danmark haft et venskabsforhold til store verden - et udvekslings-program med Horne Efterskole. EIever derfra besøgte LJS fem gange mellem 2006 og 2010. Derop sponserede de et gen-besøg af to elever og to lærere vores skole.

Fra tid til anden har også andre unge danskere tilbragt tid hos som volontører, og deres forskellige indsats på vores har haft stor betydning ... både for dem og for os.
 
Desværre medførte den usikre situation i de senere år, især forårsaget af Boko Harams terrortrusler, at vi måtte stoppe disse udvekslinger. Vi håber meget at kunne genoptage dem, når vi igen kan kan føle os sikre. I mellemtiden kan jeg med taknemmelighed (og på opfordringer fra mine venner, som lavede denne bog sammen med mig) vise jer, hvad nogle af vore besøgende sidenhen har skrevet til mig. Først et brev fra en af pionér-planlæggerne: 




KÆRE MRS. BONGI

Du og jeg mødte hinanden, da vi fra Horne Efterskole søgte en partner-skole i Nigeria, som vi kunne udvikle et kulturelt venskab med. Som jeg husker det, svarede du os sådan:
"Hvis I kommer med al jeres rigdom og vil pådutte os jeres kultur, så ønsker vi ikke at have noget med jer at gøre ... men kommer I for at finde venskab et sted, hvor vi kan dele livet på lige fod, så skal I være hjerteligt velkomne."

For mig var det en klog, modig og varmhjertet kvindes ord, og det venskab, vi siden udviklede, har vist os dig som en strålende, dedikeret og karismatisk leder.
Da du så kom og besøgte os i Horne, gav du os en chance for at betale en smule tilbage af den gæstfrihed, som vi modtog på Lutheran Junior Seminary - LJS - i Mbamba.

Senere har Boko Harams terror så desværre afbrudt i kultur-udveksling, men vi vi holder dig fast i vores bøn håber, at vi sammen med dig kan stå og iagttage danske og nigerianske elever, der er i gang med at bygge venskabs-bro mellem deres verdener.

Carsten Morsbøl,
lærer og medarbejder på horneXplorer.





EN DANSK TEENAGER FRA HORNE EFTERSKOLE, SOM NU ER VOKSEN FORÆLDER, SKRIVER:

Når jeg ser tilbage, er der gået godt elleve år, siden jeg som dansk teenager - med min klasse og et par lærere var med på det første horneXplorer-hold, der tog turen fra Danmark til din skole i Nigeria.

Jeg må indrømme, at fra starten var jeg ikke ekstatisk over af skulle afsted. Jeg havde mine parader oppe, for jeg kendte jo hverken rejsemålet eller nogen af jer, som jeg skulle træffe. Sådan følte jeg uanset, at vi havde forberedt os ved at se film og snakke om Nigeria. Vi havde en masse planer, men ingen vidste, om de kunne lade sig gøre, når vi kom frem. Helt ærligt var jeg hunderæd for at tage afsted. Jeg havde jo aldrig været i dit land, men kun hørt om jeres problemer.

Vores lærere forsikrede ganske vist, at vi ikke havde grund til bekymring, men mit hjerte hamrede hurtigere og hurtigere mens vi nærmede os Mbamba, og vores 14 dage i Afrikas varme var begyndt.

Men to uger viste, at mine parader og den frygt, som jeg havde bygget op, var helt ubegrundet og kunne ikke være mere forkert. Vi blev budt velkommen, og I tog alle sammen imod os, som om vi havde været venner i flere år. Det var helt fantastisk og meget bedre end, hvad jeg havde gået og forestillet mig selv. Det nærvær og det sammenhold, som du er kvinden bag, er slet ikke til at beskrive, men jeg vil alligevel prøve:



Morgensamling og morgenbøn er ikke noget, som jeg er vokset op med - det er noget, der er kommet til senere hen - så da jeg oplevede det første gang på LJS, var det lidt af et kulturchok for mig. På Horn var vi bekendt med morgensang, for der mødtes vi alligevel hver morgen for at se nyheder, synge en sang og ønske god morgen. Om fredagen var der eftermiddags-samling, hvor vi sang og ønskede god weekend. Jeg synger til dagligt i kirkekor, så det med bøn er slet ikke uvant for mig.

Det at være sammen med fremmede jævnaldrende har hjulpet mig meget siden. Jeg er mindre nervøs, hvor der er nye mennesker og er blevet bedre til at tackle det.

Desuden blev mit engelsk-kundskab udfordret og styrket meget, for det var min eneste mulighed for kommunikation. Det hjalp meget, at selv når jeg ikke vidste, hvad for et ord jeg skulle bruge, så var I gode til at hjælpe det på gled, så vi sammen fandt frem til meningen af spørgsmålene og svarene. Jeg blev specielt udfordret med sproget, da vi en af dagene skulle fortælle om Danmark og nogle af vores seværdigheder. Der var blevet øvet igen og igen, så vi havde faktisk fået styr på vores 'fremlæggelse' ... og det gik godt! Men jeg var blevet spurgt orn at synge "0 Come All Ye Faithful'.. solo! Jeg var nervøs og usikker på, om det, mine kammerater og jeg kunne byde på, ville falde i jeres smag. Var vi forkert på den i forhold til at underholde eller ville vi ramme plet? Det var skræmmende at vide, at det kun var et spørgsmål om tid, før der ikke længere var nogen vej tilbage!

Efter vores fælles underholdning satte mine klassekammerater sig ned, og der stod jeg, nervøs, med mikrofonen. Vores lærer begyndte sit forspil ... det var nu eller aldrig! Jeg gav mig til at synge: "Kom, alle kristne / lad os sammen ile / til barnet i krybben i Betlehem ...". Efter min solo kiggede jeg nervøst direkte på dig - jeg måtte især vide, hvad du mente om det. Men du havde det bredeste smil og klappede ihærdigt sammen med de andre.

Dét var en sejr. Jeg fik et sus i maven af lettelse og blev overvældet med glæde ... min 'mission' var lykkedes!

En anden erindring: I en time spurgte du om noget med "individet og dets individualitet". Jeg kiggede rundt i klassen og prøvede at undgå øjenkontakt med dig. Problemet var, at du havde udset mig til at svare! Jeg sagde, at det kunne jeg ikke svare på, men det godtog du ikke: "Jeg er helt sikker på, at vores bedste sanger fra i går kender svaret på mit spørgsmål!" Med de ord gav du mig en sikkerhed og ro i kroppen, som gav mig selvtillid til at svare. Jeg tøvede længe og svarede stille - og selvfølgelig var du glad for mit svar!

Men du har jo endnu mere at lave end at være gymnasie-rektor. Og det kæmpe arbejde, du og din mand har gjort for at få stablet REMI på benene, er vildt imponerende. Det er bare fantastisk, hvad I to har formået at starte med så få midler - et projekt som i dag står så stærkt. Der er et sammenhold uden lige, som mange mennesker kan lære noget af.

Da jeg første gang trådte ind på LJS, havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg et par uger senere ville stå og tude over, at jeg nu skulle hjem igen. Jeg ikke bare græd, jeg vandede verdens blomster. Det var surrealistisk, hvad vi havde oplevet, og sikken bagage vi havde fået med fra dig og jer. Fantastisk!!

Kære Mrs. Bongi: Dit væsen og nærvær har været med til at forme mig til den person, jeg er i dag. Jeg har næsten ingen ord for, hvordan du har hjulpet mig med at få mere tro på mig selv - også når jeg har været mest nervøs. Du har hjulpet mig i svære tider både i livet og mit erhverv. Når jeg kommer i tvivl om noget, tænker jeg på dine ord: "Det er da helt sikkert, at vores bedste sanger fra i går kender svaret ...". Det har vist mig, at hvis jeg lige tænker over tingene en gang eller to mere, så kan jeg godt komme med et svar. Du er en ener!

Må Gud være med dig, med din familie og med dine elever!

Kristian Asbjørn Korsgaard
elev på horneXplorer 200512006




 

EN LÆRER, SOM VAR LEDER PÅ SEKS TURE, SKRIVER:

Kære Mrs. Bongi,
 
Første gang vi mødte hinanden var i 2006. Jeg besøgte Nigeria sammen med elever og kolleger fra Horne Ungdomsskole. Aftenen inden vi forlod Danmark, blev jeg interviewet af tv24nordjyske, som jeg skråsikkert fortalte, at jeg ville forlade Danmark med en helt gennemsnitlig gruppe danske teenagere, men komme hjem med 18 modne, voksne mennesker.
 
Jeg vidste kun lidt om nigeriansk kultur, men fandt hurtigt ud af, at vi var i trygge hænder hos dig. Du forstod vores sårbare situation. Du tog imod elever, mine kolleger og mig med åbne arme og gav os meget mere, end man kunne drømme om.
 
Når man besøger et fremmed land første gang, har man kun vag teoretisk viden og fordomme som referenceramme; alting måles ud fra den velkendte verden; dufte, smage, lyde og øvrige indtryk holdes op imod den vante hverdag. Jeg tænker tit på en af de første aftener hos jer, hvor vi til aftensmad fik en ret, der i smag, udseende og konsistens lå uendeligt langt fra dansk mad. Jeg observerede, hvor svært mine elever havde ved at spise - ekstra svært fordi jeg havde formanet dem at spise alt, der blev serveret ... de måtte ikke levne. Men dette måltid var mere end svært for os alle.
 


Men da du kom ind i spisesalen og satte dig ved min side, havde jeg så selv levnet en halv tallerken. Du spurgte interesseret ind til vores dag og lyttede opmærksomt. I en sidebemærkning spurgte du, om jeg var mæt ... og da jeg sagde ja, tak, tog du min tallerken og bestik og spiste. Jeg skammede mig, mens mine elever hastigt igen greb kniv og gaffel og forsøgte at spise videre. Tankerne fløj igennem mit hoved: Hvorfor tog du min tallerken? Var det for statuere et eksempel overfor mine elever og mig? Var det på grund af mangel på mad?
 
Men det mest simple svar - at du var sulten og der var mad tilbage på min tallerken - faldt mig slet ikke ind. Jeg var så langt inde i højtravende tankesæt om kultursammenstød og nigeriansk etikette kontra dansk bordskik, at jeg glemte at se, at vi begge blot var mennesker med behov og drømme.

Senere spurgte jeg dig til aftenens oplevelser. Du lyttede beroligende. Omsorgsfuldt fik du genetableret min tro på værdighed og medmenneskelighed. Og det, Mrs. Bongi, er det vigtigste, du lærte mig og de elever, jeg gennem flere år havde med til Mbamba: Nok har er vores hudfarve, sprog, pas, traditioner og vaner forskellige, men vi er alligevel ganske ens ... Guds børn ... med samme simple behov og udfordringer. Når først vi forstår dette, kan vi komme endnu længere. Sammen.

Måske var mine elever ikke blevet rigtigt voksne, da de kom tilbage til Danmark. Måske var det bare min friske formulering til en ivrig journalist. Men jeg ved med sikkerhed, at de voksede og modnede i mødet med din venlighed og gæstfrihed og den måde, du omsorgsfuldt giver så meget til alle omkring dig; din familie, dine venner, dine ansatte, dine elever, dine gæster. 

Nu, mange år senere, er din endeløse omsorg blevet min nye standard, min referenceramme, når jeg rejser ud.

Gud velsigne dig, din familie, dine ansatte og dine elever.

Hans Wendelboe Bøcher
horneXplorer 2006-2010



 

Kontakt

Hans Wendelboe Bøcher
Kringelhøjvej 7, Horne
DK9850 Hirthals
Tlf. +45 2515 2436
mail@hanswendelboe.dk

Curriculum Vitae

Hans Wendelboe Bøcher - Facebook  Hans Wendelboe Bøcher - Instagram  Hans Wendelboe Bøcher - YouTube  Hans Wendelboe Bøcher - Linkedin

 

© copyright Hans Wendelboe 2019