... / ANDET / DONALDISMEN

DONALDISMEN

Jeg har læst Anders And & Co. lige så længe, jeg kan huske. Faktisk vil jeg - som så mange andre - hævde, at det er Anders And, der har lært mig at læse. De første mange år talte tegningerne jo for sig selv. Men efterhånden begyndte jeg mig at stave mig igennem lydordene og taleboblerne.

Men endnu vigtigere er den viden og forståelse for verden, som andeuniverset har givet mig. Meget af min grundviden om historie, geografi, raketvidenskab, kapitalisme og så videre stammer fra særligt de store fortællinger af Carl Barks.

Faktisk har har universet omkring særligt Anders And lært mig meget om, hvad der er rigtigt og hvad, der er forkert; etik og moral og ikke mindst givet mig en grundforståelse, som jeg forsøger at følge, af at men kommer længst med en positiv tilgang til verden.

- Der er jo ikke den modgang, det nederlag, den fyring fra job efter job, tab af penge og kæreste og værdighed, som Anders And ikke har udstået. Og hver gang vågner han ufortrødent dagen efter, i næste historie, i næste blad med nyt mod på tilværelsen.

Carl Barks har formuleret det således: "Jeg har altid betragtet mig selv som en uheldig person som Anders, der er et offer for så mange omstændigheder. Men der er ikke ét menneske i verden, der ikke kan identificere sig med ham. Han er alt, han er alle; han begår de samme fejltagelser, som vi alle begår."

Anders er nemlig en helt almindelig and, og vi ser os selv spejlet i hans alt andet end glamourøse tilværelse. Han har de samme problemer som os med penge, arbejde og familien. Han kan ikke altid stille Andersine eller onkel Joakim tilfreds, og Rip, Rap og Rup hører sjældent efter, hvad han siger.

Anders er en and på godt og ondt. Han er hidsig, smålig, hævngerrig, drillesyg, bedrevidende og selvgod. Vi griner ad ham velvidende, at vi i virkeligheden griner af os selv. Men Anders er også en generøs and, en god onkel for sine nevøer og en rummelig og tolerant and, når det gælder.

Anders And og hele Andeby-universet er et solidt anker og pejlemærke i mit liv. Intet mindre.

SAMLINGEN
Som så meget andet, har jeg arvet glæden ved Anders And fra min far. Som syvårig fik han bladets danske begyndelse i marts 1949 bladet i abonnement. Men da han i begyndelsen af 60'erne flyttede hjemmefra, inviterede min farmor gadens børn på marmelademadder og andeblade; og hvis de ikke blev færdige, kunne de bare tage maden (og bladet!) med hjem ... På den måde forsvandt størstedelen af de første mange årgange.

Men da jeg som 13-14-årig fik mit første fritidsjob som reklameomdeler for Forbrugerkontakt, og begyndte at få lidt penge på bankbogen, tog også drømmen om at genskabe samlingen form.

Lykkeligvis ville tilfældet, at antikvariatet "Bogormen og Bladlusene" i Prinsensgade i Aalborg cirka samtidigt fik de fem første årgange ind. Og endnu mere lykkeligt, at indehaveren, Poul Clemmensen, forstod min drøm og reserverede bladene til mig, så jeg over to år, i rater, kunne betale bladene. Hver 14. dag kom jeg forbi butikken med hele min løn og fik således hver gang endnu en bid gamle blade med mig hjem.

På alle forsiderne af bladene fra årgang 1949-1954 står i øvrigt navnet Inge Askgaard; en af min fars gamle legekammerater. De fik begge bladet hver måned fra begyndelsen i 1949. Men, hvor min farmor gav min fars bladeud,gemte Inge sine og solgte dem altså senere til Poul (hun vidste jo ikke, at hendes gamle barndomsvens 14-årige søn var begyndt at genskabe samlingen.)


TO BLADE, TO SØLLE BLADE
I mange år manglede jeg to blade, sølle to! Og jeg kan endnu huske overvejelserne; var det nu det rigtige, jeg gjorde?

Scenariet er som følger: Ligeså længe jeg kan huske, har jeg samlet på Anders And-blade. Sådan rigtigt og grundigt minutiøst; registreret hvert blad, hver årgang og aktivt jagtet dem, jeg manglede på loppemarkeder og i antikvariater. I mere end 35 år min samling kun vokset og hullerne i samlingen blevet mindre.

I mange år manglede jeg således kun to almindelige Anders And-blade; hverken særligt sjældne eller særligt gamle. Men af en eller anden manglede de bare i samlingen. Og det passede mig egentlig fint.

- Det er meget mere interessant at sige, at man har alle danske Anders And & Co - på nær to! - end at sige, at man har komplet samling. For hvorfor og hvilke to mangler man. Det inkomplette er på mærkværdig vis bare mere interessant end det fuldendte!

Men i sommeren 2016 blev jeg interviewet af journalisten Henrik Ledet fra Radio SkagaFM. Han spurgte høfligt ind til min samlings perler. Opmærksomt lyttede han, mens jeg svælgede i guldet.

Hør interviewet her.

Interesseret spurgte han ind til de mange blade: - Har du så alle bladene? 

Var han kommet bare to dage tidligere, havde svaret været nej. Men kun to dage tidligere formastede jeg mig til at lave et opslag på facebook, der efterlyste de to manglende blade i samlingen. Nervøsitetn og usikkerheden bredte sig. Sætnu jeg fandt dem! Hvad skulle jeg så samle på? I mere end 35 år har jeg jagtet den komplette samling. I mere end 35 år har netop jagten fået lov at fylde og bringe mening i mit liv. Hvad ville der mon ske, hvis jagten sluttede og jeg ikke længere kunne sige, at jeg har alle danske Anders And & Co. - på nær to!? - Lidt ligesom Store Stygge Ulv; den dag, han faktisk fanger de tre små grise, mister han jo hele sin eksistensberettigelse. - Helt så galt er det nu forhåbentligt ikke med mig ... (?!)
 
Men facebook-opslaget gav pote, endda allerede samme aften. Ungernes babysitters lillebror havde dem liggende på loftet. Voilá. 35 års uafbrudt projekt afsluttet! Store Stygge Ulv gjort arbejdsløs.

Min samling er en brugssamling, der gerne må læses og nydes; også af mine tre unger (desværre er det kun min yngste, der endnu har arvet lysten til andeuniverset. De to store er ret ligeglade ... "Oh, skænk mig en grav ved det isgrønne hav").

I mange år stod samlingen i glasvitriner i soveværelset, hvilket gav mig den herlige mulighed at slå øjnene op til Barks og don Rosa; for derefter at vende mig om og kysse min kone godmorgen. I nævnte rækkefølge. - Offentligt plejde jeg dog af ægteskabelige årssager at nævne dem omvendt ... I dag er samlingen flyttet til eget rum og vokser i øvrigt fortsat.


PERLERNE
Lad mig vise et par af samlingens perler:

  

I mange år var især det første danske Anders And-blad, der udkom 1. marts 1949 kronen i min samling. Jeg har siden fået flere eksemplarer af det første blad - dog ikke alle lige pæne ...

Men for et par år siden kom endnu en 1'er til! - Denne gang verdens første selvstændige andeudgivelse, Donald Duck, Whitman #978, fra 1935. 16 store sider, der mest af alt minder om gulvpap. Den simple historier handler om, hvordan Anders lærer Mickeys nevøer, Mik og Mak, at svømme. Man mærker virkelig, hvordan Disney-universet er i sin spæde start uden de senere strikte definitioner af tilhørsforhold. 

Også det første billedhæfte fra Dansk Familieblad, "Anders And", der udkom tre år før det første Anders And & Co., ligger centralt i samlingen.

 

Læs også:   

Det gyldne snit hos Carl Barks

Dengang jeg fik Anders And til at holde op med at bande!