../ ARTIKLER / NIGERIA Maltøl med ærkebiskoppen, besøg i spedalskhedslandsbyen, på gadedrengehjemmet og i de varme kilder, i audiens hos høvdingen, bjergklatring, natligt foredrag for 2.500 nigerianere, møde med elefanter, flodheste og fem løver, ugali, kuno og hausa. Afrika rummer det hele.
Jeg har rejst i Afrika otte gange. To af gangene nord for Sahara; første gang som 17-årig i det sydlige Tunesien. De seks andre i Nigeria, Uganda og Tanzania; senest november 2018. Men hvad er det ved det store kontinent og specielt landene i ”det rigtige” Afrika, syd for Sahara, der drager så kraftigt? Svaret er svært at give kort, for det tager tid at videregive alle de indtryk, dufte, fornemmelser, smage, følelser, smil og nærvær, som Afrika byder på. Og selv da vil det altid være en vag afglans. For hvem kan alligevel rigtigt forstå, hvordan det er endelig at stå med rødt sand under fødderne, i 42 graders varme, en luftfugtighed på under 4 procent, efter at have bumlet i en Toyota Hi-Ace i to døgn; og om lidt skulle hilse den lutherske ærkebiskop!? Nej, vel? Det skal prøves.
Men jeg vil alligevel vove forsøget og give et par flige af mine afrikanske eventyr. I en årrække var jeg lærer på Horne Efterskoles rejse- og kulturlinje horneXplorer, der hvert år – i samarbejde med Mission Afrika (det tidligere Sudanmissionen) – rejste til Nigeria (og da det blev for farligt, blandt andet på grund af terrorbevægelsen Boko Haram, fra 2011 til Uganda og Tanzania). Hvert år rejste jeg således med to kolleger og 20-25 prægtige unge mennesker, som jeg hjemme i Danmark havde undervist i dansk, kristendom, samfundsfag og billedkunst, men også politisk økonomi, religionshistorie og kulturforståelse; et helt lille antropologistudie for 16-17-årige.
Se også: For at komme hertil skal man med fly til hovedstaden Abuja og derfra med bil i 1½ døgn. Undervejs når man at opleve varmen og menneskene. Man kommer tæt på de handlende på de lokale markeder, når man gør holdt for at købe noget at spise og drikke. Eksotiske frugter og grøntsager. Slagteren med kødet liggende åbent til skue på den stor træblok ud til vejen. Og de mange nysgerrige børn, der falder over hinanden for at få et glimt af de blege, hvide i bilen, mens de forsøger at sælge brændte nødder, grønne bananer eller kogte æg.
Fremme på kostskolen blev jeg og mine elever hvert år mødt af skolens grundlægger og leder, den karismatiske Mrs. Bongi. Ud af kærlighed til børn og fædrelandet driver hun kostskolen, som sørger for husly og undervisning af børn fra 4. klasse til det, der svarer til dansk 1.-2.g-niveau. Det er en privat skole, drevet af kirken, så det er som udgangspunkt de bedrestillede elever, der kommer fra hele det store land.
Gennemsnitlige? Ja, det var de, efterskoleeleverne, inden, vi rejste til Nigeria. Men, som jeg fortalte journalisten fra tv2nord inden første udrejse i februar 2006 (midt under den første såkaldte Muhammed-krise), så rejser jeg ud med 20 helt almindelige, danske unge, men kommer hjem med 20 modne mennesker, der har oplevet, at verden er større og vigtigere! De danske elever boede og gik i skole på kostskolen og blev hurtigt nære venner med de nigerianske jævnaldrende, ligesom også vi tre danske lærere og det tidligere missionærpar, Kaj og Anni Moslev, der var med på rejserne, hurtigt følte os hjemme og velkomne blandt de nigerianske ansatte på skolen.
En anden gang var emnet kubisme. Først en introduktion; Picasso og Braque og danske Lundstrøm; dernæst fri mulighed for at udfolde sig – både mine egne og de nigerianske elever. Først på store ark, som efterfølgende blev udstillet i den store spisesal (det var heller ikke set før på skolen!), siden direkte på væggene i spisesalen, hvor der mellem vinduerne i løbet af dagen voksede både kantede ananas og kubistiske meloner, appelsiner og vindrueklaser frem. I næste øjeblik kom skolens leder Mrs. Bongi ind af døren og satte sig på den tomme stol ved siden af mig: - Er du færdig med at spise, spurgte hun. - Ja, tak, det smagte dejligt! Hvorpå hun tog min tallerken og bestik og spiste.
Jeg kunne krybe i et musehul, mens mine elever og kolleger hurtigt gik i gang med at spise igen, mens jeg blot kunne sidde ydmyget tilbage. Troede jeg. For jeg var selvfølgelig nødt til dagen efter at få opklaret, hvad det var, der skete: Havde Mrs. Bongi taget min tallerken og spist min mad op for at statuere et eksempel og udstille vores, danske kræsenhed og overflodssamfund? Og det er en af de absolut største oplevelser; netop at møde nigerianerne og opleve, at de på mange måder drømmer, tænker og ser verden ligesom os. Måske endda lidt lettere og mindre kompliceret.
Bum! Mine elever tog det ind. Og oplevede få uger senere, hvad det var Collins mente.
Men jo, Mogens Uhrenholt er såmænd min nu tidligere kollages bedstefars fætter. Det fælles link er altså Torbens tipoldefar. Historien fangede kun i begrænset omfang Torben, men har lige siden fyldt meget i mit liv.
I mere end 13 år har jeg gravet danske og udenlandske arkiver, hvor jeg har sammenstykket fortællingen om Mogens og Eline, der under første verdenskrig rejste til Nigeria som nogle af de første missionærer i Dansk Forenet Sudanmission. De kendte hverken kulturen, sproget eller klimaet. Forud gik mere end 10 års ihærdig uddannelse og stædige forberedelser. Og tabet af både en butik hjemme i Aalborg og første kone og børn i USA. Under en konflikt sidst i halvfemserne mellem byens kristne og muslimer var gravstenen blevet flyttet ti meter, så dens oprindelige plads nu lå under en muslimsk families hus. Ingen havde i årtier interesseret sig synderligt for den døde missionærs fortælling. Men det rygtedes hurtigt, at der var hvide gæster i byen for at besøge lægemissionærens grav.
Det blev til et besøg hos den lokale muslimske amna, høvdingen, som ikke kunne et ord engelsk. Heldigvis kunne Kaj Moslev oversætte til Hausa, så han forstod vigtigheden af stedet og historien. Siden er det lykkedes mig at hjælpe med at rejse midler til at graven kan reetableres på dens oprindelige sted. At der kunne bygges en høj mur rundt om gravpladsen og sidst, men ikke mindst, at der kommer kors på graven, der bærer Mogens Uhrenholts grav.
Alt sammen har jeg selv fået lov at se under mit seneste besøg i Nigeria i november 2018. Denne gang uden elever, men igen sammen med Kaj Moslev og for første gang havde jeg også min kone med til Afrika!
100-ÅRSJUBILÆET
Så da 100-året for etableringen i Shellem nærmerede sig, inviterede landets lutherske kirke mig til at holde mit foredrag som en del af fire dages fest og også medvirke ved den store festgudstjeneste i kirken, der ligger, hvor Uhrenholt selv boede. I fire dage festede byen med stammedanse, kor, taler, bogudgivelse og procession igennem byen. Også jeg holdt officiel tale og overbragte hilsener fra den danske kirkeminister Mette Bock, biskoppen i Aalborg Stift Henning Toft Bro og generalsekretæren i Mission Afrika Henrik Engelbrekt Refshauge. Men mit vigtigste ærinde var at holde mit foredrag med 100 år gamle videoer og billeder. Naturligvis på engelsk, men løbende tolket til hausa. – Og det var en af mit livs største oplevelser; ikke mindst da den allerældste, mere end 100 år gamle filmstump fra deres egen landsby blev projiceret op på kirkens gavl eller da det gav et suk i alle 2.500 fremmødte, da det gik op for dem, at grundlæggeren af byens kirke, mistede ikke kun sin første kone og ene datter, men også senere mistede den anden. Mogens Uhrenholt var et helt almindeligt menneske, men med et helt ualmindeligt liv. Efter besøget i Shellem, hvor min kone og jeg var under konstant beskyttelse af fire soldater med maskingeværer, besøgte vi også Mrs. Bongi og kostskolen, hvor min nigerianske kærlighed begyndte. I dag fylder Nigeria meget i mit liv. I stuen står nigerianske trommer. På badeværelset hænger nigerianske masker. Køkkenets bedste skærebræt er lavet af nigeriansk mahogni-træ og lavet på kirkens værksted i Numan. I klædeskabet hænger flere jakkesæt efter europæisk snit, men syet i de skønneste, afrikanske, spraglede stoffer og 4.000 kilometer fra Horne har jeg en masse dejlige venner!
|