.. / ANDET / DONALDISMEN /ANDERS ANDs BANDEBORD
DA JEG FIK ANDERS AND TIL AT HOLDE OP MED AT BANDE ... I ET ÅR
Den 3. juli 1989 udkom Anders And-bladet med et ekstra ferie-hæfte (27/1989). Og dér, i nederste venstre rude på side 8 sidder Anders’ nabo – ikke Knahrvorn, men en hr. Olmersen (!?) – i sit åbne vindue med en talende beostær: ”- KORS, hvor hun fedter for dig, Anders!”.
Olmersen taler om Anders’ talende beostær Bella, der netop høfligt har hilst på ham. Hilsenen er god nok, men, at en figur i Anders And-bladet skal misbruge et kristent symbol som udråb var for stærk kost for en 15-årig gut, på vej i sprogligt gymnasium …
Jeg er bestemt ikke snerpet; ej heller nypuritansk. Allerhøjest var jeg dengang, i min pure ungdom, optændt af studentikost hovmod og uforløst lyst til at forme verden. Og da jeg tilmed ugen efter kunne læse, hvordan Anders nu brugte missions-eder som ’for katten’, ’for pokker’ og ’sør’me’, der jo er en omskrivning af ’satans’, krævede mit overmod ligefrem, at jeg måtte skride til handling, som en anden sprog-pedantisk Holger Danske.
Det blev til et læserbrev, som blev bragt i både Aalborg Stiftstidende og Jyllands-Posten den 30. juli 1989:
Udtrykkene ”kommer gennem henholdsvis Anders’ og Højbens replikker […] til at virke som ’normal sprogbrug’”, skriver jeg. De ”kan derfor let komme med i læserens ordforråd.” Min påstand var, at udbruddene helt kunne undværes: ”Tidligere skrev man bare: ’(sprutte!)’, og straks var alle læserne klar over, hvad der mentes. – Dette er imidlertid også helt unødvendigt. Disney-tegnerne har altid været fremragende til at udnytte figurernes kropssprog. Et hævet øjenbryn, et åbent næb, armene i vejret og hele kroppen løftet fra jorden, så er en enhver replik unødvendig.”
Min forargelse var til at tage at føle på. Og da jeg alligevel var i gang, kunne jeg ligeså godt fortsætte med at revse andebladets nye redaktionelle linje:
Duck Tales-historierne var ikke af tilstrækkelig høj standard. Både historierne og tegningerne var langt fra den velkendte Disney-stil. Blandt andet hæftede jeg mig ved, at Bjørnebandens medlemmer nu ikke længere hed 761-176, 176-167, men noget så jord- og virkelighedsnært som Brian; Benny og Børge … Og så havde Mickey Mouse fået dobbelte øjenbryn (!), for slet ikke at tale om Max Motor og Tante Tulle, der slet ikke passer ind i det elskede univers. At bladets forside tilmed pludselig også blev skamferet af en grim EAN-stregkode var i den sammenhæng den mindste dråbe.
”Hvis Gutenberghus igen ville lade sine tegneseriefigurer holde sig til tidligere tiders attituder, kan bladet fortsat ucensureret lægges på såvel børnenes som forældrenes natbord”.
Så vidt mine ord fra 1989.
Læserbrevet gav genlyd; først i Ekstrabladet, der dagen efter gjorde sig munter over, at ”en læser i Jylland” brugte krudt på et så ”alvorligt emne”, men samtidig påpegede, at jeg måtte have overset de grimme bandeord i nr. 30/1989: ”’Gammel havgasse’, […] et udtryk, der rummer klare køns- og alders-fascistiske undertoner” og ”’død og salte kritte’, der […] betyder noget i retning af ’Jeg ønsker død og den salte kløe over dig”. Ekstrabladets ’Forbrugerdepartement’ angav, at det jo er ”en opfordring til ligskænding. Eller nekrofili, som det hedder med et fint ord. Det er simpelthen for stærkt […]”, for ikke at tale om ”det anti-jydiske ’grødhoved’ på side 17 og det miljø-skændende ’klapodder’ på side 20.
Jeg forstod pointerne og stak piben ind; lige indtil Danmarks Radio P4 ringede og ville have mig live i studiet. Det fik de – direkte med taxa fra sommerhuset i Blokhus:
Samme eftermiddag blev morgenens interview krydsklippet med Gutenberghus’ daværende pressechefAnne Møllers forsvar for Andebys ret til at bande og svovle. Og pludselig var det blevet en landskendt historie; her i min bebovede mormors optagelse lavet med mikrofon fra en skrattende transistorradio:
Flere aviser fulgte trop: Politiken, Det Fri Aktuelt og Ekstrabladet igen-igen (der denne gang ”trak svømmehuden helt tilbage” i Claes Movins satiretegning, der gengiver Anders og Andersine i en alt-andet-end-Disney-positur.
Sågar lærer-fagbladet ’Skolen for livet’ havde historien på forsiden, hvor jeg i karikaturens streg løftede pegefingeren overfor Anders, der stod flov tilbage med bundet næb …
Og udkommet af det hele? – Jo, Anders og de andre holdt såmænd op med at bande i over et år …!
Ekstra Bladet bragte et halvt år efter, i sin nytårs-satire, endnu engang Claes Movins tegning af Anders der ægger Andersine. Og med fin hilsen til Carl Barks.
Moralen, hvis der altså overhovedet er en? Tja, det ved jeg sat’me ikke … Måske, at det er Fandens svært i længden at få de fucking ænder til at tale høvisk.
